Norrbottenspids aktivitetsdage !

Lørdag den 27. og søndag d. 28 august fandt første aktivitetsdage, i vort lille land, sted i laden og på marken bag ”godset”  i Mejlby.  17 Nobser og 34 mennesker mødte op til weekendens program. Vi startede langsomt ud, med snak blandt menneskene, leg og glade hilsner mellem hundene som i alder strakte sig fra 2 mdr til 8 år

Flere gav udtryk for stor glæde over at møde hunde i samme race da dette næsten aldrig sker, i dagligdagen - Der findes kun 83 eksemplarer i racen Norrbottenspids, spredt over hele Danmark. 

Efter social snak forberedte vi deltagerne til eftermiddagens raceskue med information om udstilling samt ringtræning. Mens jeg gjorde udstillingsringen klar gik de fleste mennesker og hunde tur mellem markerne.

Til eftermiddagens skue havde vi ”lokket” Marianne Baden til at bedømme hundene. Marianne viste sig at være rigtig god til at vejlede og hjælpe de uerfarne ”udstillere” og gav alle den tid som var nødvendig. Hundene fik flotte bedømmelser men heldigvis havde vi nok røde bånd og bestik.

Den finske gæstehund Joutsavaaran Luukas, ført af debutanten Steen Laugesen, blev bedste hund på dagen (BIR) og Spidsbjørnens Tiia (Bella) blev bedste tæve (BIM)

Ved de yderst tætte konkurrencer i ”Barn og hund” som fortjent fik stor opmærksomhed, løb de ekvipager som var bedst sammentømrede fortjent af med førstepladserne. Alle børnene gjorde det bare supergodt og det var en stor fornøjelse at opleve deres samarbejde med hundene.

Efter skuet var der socialt samvær i laden og ”folk” begyndte at bryde op. Til grillaftenen var arrangører og familier samt den overnattende deltager Lena, fra Middelfart eneste tilbageblevne. Derfor foregik denne hyggelige "dinner" i spisestuen hvor vi nød den veltilavede gode mad - fantastisk møre bøffer, stegeben, pølser og dejligt tilbehør.

Søndag var planlagt med diverse ”træninger” som Mai-Britt, DKK-instruktør, var ”tovholder” ved. Hundene prøvede forskellige former for træning og så ud til at være både glade og dygtige, for disse aktiviteter.

De fleste af hundene legede i hundegården (ca. 8500 kvm med græs, buske og træer) hvor der virkelig blev ”brændt krudt af" - Fantastisk at opleve glæden blandt hundene i ”fri natur” hvor der rigtigt blev spurtet igennem 

Arrangementet sluttede med fælles gåtur omkring Egå Engsø, 5,3 km. Desværre var en del af stien spærret  og jeg måtte som eneste stedkendte improvisere. Vi gik halvvejen rundt, til den spændende vikingeplads med shelters, badebro, naturlegeplads, labyrint og bålplads og tilbage igen. Hundene klarede naturligvis turen helt uden problemer mens nogle få af menneskene måtte erkende deres begrænsning og give op på vejen J

En kæmpe tak til Steen og ikke mindst ”madmor” Mai-britt for godt samarbejde og stor praktisk hjælp ved hele arrangementet. En stor tak skal også lyde til alle de deltagende mennesker og hunde – Tusind tak for en spændende weekend, vi ses til næste år J

Frank Fuhlendorf
Racerepræsentant


Tilbage til forrige side