| Planlægning og afvikling af sporprøver. |
Vi ved naturligvis aldrig, hvor mange der tilmelder sig de tilbudte prøver, men vi forsøger på basis af antallet fra sidste prøve / den enkelte sporhunds status at gætte os til antallet. Så går arbejdet ellers i gang. Til afvikling skal der være: - en skovtilladelse - en dommer /evt. flere - en prøveleder - et passende antal medudlæggere - en sund økonomi Prøvelederen (prøveledervejledning findes) skaffer skovtilladelsen og laver aftaler med en eller flere dommere. Dommeren/dommerne findes som udgangspunkt i lokalområdet (økonomisk hensyn). De skal spørges i meget god tid. Som mange andre aktive fritidsfolk er de meget optaget - egen hund, andre prøver, jagt, familie m.m. Klubben har uddannet egne spordommere – disse skal også holdes ”i træning” og anvendes på lige fod med dommere udefra. Hver dommer dømmer 6 - 8 hunde – et nødvendigt must, for at økonomien kan hænge sammen. Økonomisk er det også nødvendigt, at der som et minimum er tilmeldt 7 – 8 hunde. Ellers er der ikke dækning for dommerudgifter samt detailplanlægning af sporene. Prøvelederen skal ved valg af skovareal sikre sig, at arealet selvfølgelig er af passende størrelse men også terrænmæssigt lever op til de krav, som reglementet for den aktuelle prøve kræver. Der anvendes statsskov til prøverne. Der skal søges i god tid, idet statsskovene tilhører borgerne i hele Danmark, dvs. alle kan søge om areal til afvikling af et arrangement, f.eks. orienteringsløb, mountainbike-kørsel, hundekørsel, skovens dag m.m. I valg af skov indgår også hensyn til jagttider, yngleperioder, årstid – kolde såvel som varme perioder er ikke det bedste udgangspunkt for fint næsearbejde. I øjeblikket har vi 6 forskellige typer sporprøver, alle med godkendt reglement, så der er noget at holde styr på for at sikre, at hundeførerne tilbydes optimale vilkår på dagen. Prøvelederen har således det tekniske ansvar for, at alle spor afvikles efter reglerne/reglementet. I øvrigt er det at stå som prøveleder en opgave, man udvikler sig til – med interesse og lyst til sporarbejde som den drivende faktor. Det hænder heldigvis, at enkelte hundeførere, når de synes, de har fået den nødvendige erfaring med træning af egen / andres hunde, erfaring som medudlægger, prøve med egen hund, melder sig og siger:” Den opgave kunne jeg da godt tænke mig”. Sporudvalget er selvfølgelig klar med støtte efter behov. Ros får man ikke nødvendigvis – det glemmer vi som deltagere oftest at give til prøvelederen – men afvikles dagen korrekt, kan prøvelederen omvendt godt give sig selv et skulderklap. Planlægning alene gør det ikke – prøvelederen skal finde hjælpere - læs medudlæggere. Da økonomien ikke tillader køb af hjælpere udefra, skal de findes blandt deltagerne. Dette kan man dog fritages fra, hvis prøveleder på forhånd ved, at man grundet et fysisk problem (generelt / midlertidigt), kun kan gå sit eget spor. ( se indlæg: Sådan foregår en sporprøve) At kunne gøre nytte som medudlægger kræver ikke nogen specialtræning. Hovedudlæggeren går altid forrest og har altid ansvaret for at huske sporet / at kunne oplyse dommeren om, hvor det ligger. Medudlæggeren går altid bagest og slæber kaninen, men skal ikke ”stå til ansvar for at kunne huske sporet”. Medudlæggeren går med under afvikling af sporet og får på den måde en masse erfaring – både med at se, hvordan hund/hundefører går, men også hvordan skovarealet fungerer. Det skal være både sjovt og lærerigt at være medudlægger, og det er vort indtryk, at mange endda nyder opgaven. Det er prøvelederen, der ved planlægningen skal få hele kabalen til at gå op, at man ud over at være medudlægger også får den nødvendige ro/ tid til at forberede sig på sit eget prøvespor. Sporudvalget skal have det nødvendige overblik over hundenes spor- og præmiestatus, så vi pr. sæson kan tilbyde det nødvendige antal prøver landet over – også nu, hvor vi altså arbejder med hele 6 sportyper. Udvalget skal under ansvar over for Spidshundeklubbbens bestyrelse afholde klubbens forskellige prøver og gøre det på sådan en måde, at den meget omtalte økonomi hviler i sig selv. Sporudvalget 26.10.06 |